Alle de små ting, i livet

Ja, alle de små ting, i livet. Faktisk ikke noget specielt særligt. Entlig bare en skrift. Men, ordene siger noget, alligevel. Alt det, som gør livet sjovt, besværligt, umugeligt, underskøn, at leve i. En lille ting..Måske en følelse, eller en grimasse. Man ved jo aldrig. 

Kender du feks. det, når der er totalt tavshed? For det gør jeg jo. Så står hele rummet bare stille som om, at der slet ikke, eller aldrig nogensinde har levet en sjæl. Jeg har mødt flere forskellige mennesker, som der ser ud til, at de aldrig i livet har oplevet noget morsomt. Som om, at de altid har gået rundt, og rundt i gader, og streder og tænkt over hvad, de næste på jobbet, de skal fyre. De har forfærdelig meget larm derhjemme, og huset ligner et stort lokum. De er ved, at blive skilt, for det fungerer ikke ligefrem storartet. Sådan nogle, har jeg vel mødt. Men, de gik lige så hurtigt, som de kom hen af gaden, i Odense. Alle stressede mennesker lever jo ikke ligefrem i Odense, men der er så meget mylder, at det næsten ikke kan undgås. 

Men, en, af de ting, jeg så gerne vil sludre om er, alle de følelser. Ikke almindelig snak om det, men... Når der sidder to mennesker i ét rum, og de bare kigger på hinanden. De føler ikke kærlighed over for hinanden. Eller, noget andet specielt, som kunne ha' faldet dem ind. Hvis vi siger, at jeg var den ene person, og du var den anden. Tjaa..På et, eller andet tidspunkt vile vi jo ha' følt et, eller andet.  Hvis vi ikke måtte sige noget, til hinanden. SÅ ville jeg da 'sende' en følelse til dig. Jeg ville inde i min uskyldige følelse ha' sagt: "Skal vi ikke snakke?" Det er én, af de følelser, jeg snakker om.Hvis vi siger, at jeg rækker hånden i vejret, i en time, i skolen. sender jeg en følelse om, at du skal komme, og hjælpe mig, med det her. Hvis jeg bare rækte hånden i vejret for bare, og strække mig lidt, eller for, at få blodet til, at cirkulere rundt, havde jeg jo aldrig ha' sendt den følelse. Men, hvis jeg havde siddet i lokalet, og bare ikke havde set på nogle mennesker i ansigtet, eller havde sagt noget totalt intressant, havde de jo slet ikke lagt mærke til, at jeg var der. Det samme har været sket, fra nogle år siden, med mig. Mig, og min veninde legede gemmeleg, og hun var den. Så gemte jeg mig bag en dør, og da hun gik ud, af døren, og lukkede den i, så jeg ikke kunne gemme mig bag den mere, kunne hun slet ikke se mig. Jeg kan ligefrem huske det. Hun kunne overhovedt ikke se mig selvom, at jeg stod lige op af væggen, og hun kiggede sig, til den ene side, over mod min side, og hun så mig slet ikke. Godt nok holdt jeg vejret, og var helt stiv, som husplads. Men, hun så mig ikke, og så vandt jeg, på en, eller anden måde. Hun kunne godt ha' set mig, men nej. Hun havde overset mig fordi, at jeg udsendte en fuldstændig ligeglad følelse ud i luften, som om, at jeg slet ikke fandtes. Og på den måde tog jeg min usynlighedskappe på. Jeg er ikke typen, der siger noget. Jeg er ikke typen, der råber, og skriger op i rummet, som en stukken papegøje. Jeg er mere den stille type, der tænker. Jeg er mere typen, der holder min kæft, selv, når jeg bliver bedt, tale. Og selvom jeg næsten ingenting siger, er der blevet sagt til mig, at jeg skal tænke over det, jeg siger , først. Det er derfor, at jeg som regl bliver lidt ked af det, når jeg bliver bedt, tænke mig om, først. Som om, at jeg ikke tænker nok! Men, hvis du kender bare én, af de følelser, må du som regl meget gerne kommentere det her, for jeg tror vist nok, at jeg har brugt en halv time på den her, og det kræver altså noget. :D

For, jeg er her,
Og jeg er, som jeg jo er.
Ja, undskyld, at jeg blander mig i dit liv,
Men jeg er her altså også.