Jeg ser gråt. Og mørkt. og hvidt. Solen skinner ind imellem plastikket. Jo, jeg var ganske vist ude - midt i naturen, ved siden af en lille bæk, og en grussti. Solen stod højt oppe under himlen, og skinnede. Vejen, et par meter herfra kom der lyde, af gummihjul, der ramte asfaldt. Dog havde jeg skrympet, så lille jeg var, for almindelige mennesker kunne dårligt nok komme ned i sådan en mini plastikpose. Der var varmt, kunne jeg huske. solen stod højt, på himlen. Jeg tror, der var omtrent 35 grader. Jeg vidste ikke, hvor jeg kom fra. Hvordan var jeg endt her? Hvad lavede jeg igår, siden jeg var skrympet så voldsomt? det skete jo ikke sådan lige pludseligt, at mennesker skrymper. Hvis det gjorde, havde jeg aldrig set - eller hørt det. Jeg mærkede en kold brise strømme igennem det varme, fugtige rum. Jeg havde hovedpine. Jeg måtte snart ud.
Jeg forsøgte, at kravle og, mod åbningen. Men, hvor var det henne? jeg kunne ikke finde, hvad der var op, eller ned. Nord, eller syd. Rummet, jeg sad i, lignede rundetårn indefra. Ingen døre. godt nok var der en nødudgangsdør, så vidt jeg ved, i et rundetårn, med ikke i det her indpak. men, jeg prøvede mig frem, og kravlede, så vidt jeg ved - opad. jeg kravlede, og kravlede. jeg mærkede nu endnu en vind, imod mit varme ansigt. Jo - Det her var skam opad. Hvis det her var nedaf, ville luften være ti gange tykkere, og dobbelt så varmt. Intet havde være så mærkelig sært, som på denne her måde... Jo, der var skam en slags nødudgang her. Den eneste, i plastikposen - Sjovt nok. Jeg sad med benende hængende ud over plastikkanten, og så ud, på landskabet. Det var meget større, end jeg havde set. Da jeg sad inde i plastikposen kunne jeg set det, igennem de tynde folder gennem plastikket. men nu - nu kunne jeg se det hele! det så så skønt og naturligt ud. Det var efterår, og træerne havde mistet de blade, den havde dannet sidste år. Sidste år, hvor jeg sad på træstolende, og spiste min mad, jeg fik, hvis ellers, jeg kunne lide det. ved siden af grusstien var der nogle forfaldne, rådne træstubbe, og træer ned, langs floden. rislende vand lød i mine ører. Dét, at kunne indånde den friske luft, var ren befrielse. jeg nød det. Men, nu måtte jeg vel videre i livet. Der var langt ned, til jorden. Jeg havde først set nu, at plastikposen nu havde siddet i en lille, rund træstub. Den var også rådden, men kunne dog holde til en plastikpose, med et lille, skrøbeligt, forskrumpet menneske indeni. Men, hvis jeg ikke kunne hoppe ned - så måtte jeg kravle, tænkte jeg stædigt. det havde åbenbart regnet den nat, jeg havde ligget trykt derinde, for jeg var hverken blevet våd, eller frosset. Dog var plastikposen ganske vist våd udenpå. jeg kravlede ned, af den glatte, drivvåde plastikpose. Det sidste stykke - eller stort set over det halve faldt jeg det meste. Mit skulderblad ramte jorden med et smæld. KLASK! Først kunne jeg kun mærke, at det var hårdt, dét, der havde ramt mig. Eller rettere sagt - mig, der ramte dét. Jeg lå næsten helt udstrakt. Jeg havde været smart, at ligge mig omvendt, så min højre skulder lå nederst. Den lå på grusjorden, så min venstre lå overst. Mens jeg lå dér og prøvede på, at få vejret, kom en cykel forbi - Og stor var den! Det så nærmest ud som om, den ragede op over himlen. Jeg blev blændet, for den skarpe sol. da jeg kunne se lidt igen, var den væk, og lyden forsvandt stille hen imellem alle andre lyde; vandet, vinden, og billyden, af gummihjul mod asfaldt. jeg rejste mig stille op igen. Jeg kunne nu mærke noget vådt løbe ned, af mit ben. Jeg prøvede, at svirpe det væk, med min hånd, men da jeg tog min hånd til mig igen så jeg, at det var blod. Jeg var ikke dum nok til, ikke at tro, at det var min skulder's skyld. Selvom, at jeg var skrympet, havde mit hoved ikke taget fejl af noget - indtil videre. Det var først nu, at jeg mærkede smerten. Smerten i min skulder. Den brændte, og protosterede. Jeg blev helt svimmel, af heden, og bare dét, at jeg også kunne mærke den svien, fra alt det grus, der kom i såret. Det var ganske vist forfærdeligt. At mærke det, var ligesom at flygte fra jagende løver, og man bare havde lyst til, at give op. Den sten, min skulder ramte, var stor, og spidsen på stenen ramte lige dér, hvor såret var dybest. Men, kunne man dø, af forblødning i skulderen? Eller bare af ren forbrandelse? det var ikke til, at vide, men det blev ikke bedre af, at stå her, og stege i solen. jeg løb ind under skyggen, fra træstubben. Imens jeg ventede på, at nogle skulle komme, og hente mig tog jeg mig forsigtigt, af min skulder. Jeg viklede nogle små - eller engtlig ret store græsstrå om den. det blødte igennem de første par gange, jeg viklede om det. men det stoppede blødningen til sidst. Ellers lå jeg bare dér, med smerten i armen. Ingen vidste, jeg var der. Ingen vidste, folk kunne skrympe. Jeg ville bare hjem. Det var det eneste, jeg bedte om.
Nu vidste jeg, hvad det hele handlede om.
Kampen, tænkte jeg.
Kampen imod verdnen.
Dette afsnit af min historie afhænger af flere indlæg, som kommer i fremtiden. Når den er slut, er jeg helt tilfreds med min hverdag. Når den starter igen, er der noget svært, jeg skal igennem.
Jeg forsøgte, at kravle og, mod åbningen. Men, hvor var det henne? jeg kunne ikke finde, hvad der var op, eller ned. Nord, eller syd. Rummet, jeg sad i, lignede rundetårn indefra. Ingen døre. godt nok var der en nødudgangsdør, så vidt jeg ved, i et rundetårn, med ikke i det her indpak. men, jeg prøvede mig frem, og kravlede, så vidt jeg ved - opad. jeg kravlede, og kravlede. jeg mærkede nu endnu en vind, imod mit varme ansigt. Jo - Det her var skam opad. Hvis det her var nedaf, ville luften være ti gange tykkere, og dobbelt så varmt. Intet havde være så mærkelig sært, som på denne her måde... Jo, der var skam en slags nødudgang her. Den eneste, i plastikposen - Sjovt nok. Jeg sad med benende hængende ud over plastikkanten, og så ud, på landskabet. Det var meget større, end jeg havde set. Da jeg sad inde i plastikposen kunne jeg set det, igennem de tynde folder gennem plastikket. men nu - nu kunne jeg se det hele! det så så skønt og naturligt ud. Det var efterår, og træerne havde mistet de blade, den havde dannet sidste år. Sidste år, hvor jeg sad på træstolende, og spiste min mad, jeg fik, hvis ellers, jeg kunne lide det. ved siden af grusstien var der nogle forfaldne, rådne træstubbe, og træer ned, langs floden. rislende vand lød i mine ører. Dét, at kunne indånde den friske luft, var ren befrielse. jeg nød det. Men, nu måtte jeg vel videre i livet. Der var langt ned, til jorden. Jeg havde først set nu, at plastikposen nu havde siddet i en lille, rund træstub. Den var også rådden, men kunne dog holde til en plastikpose, med et lille, skrøbeligt, forskrumpet menneske indeni. Men, hvis jeg ikke kunne hoppe ned - så måtte jeg kravle, tænkte jeg stædigt. det havde åbenbart regnet den nat, jeg havde ligget trykt derinde, for jeg var hverken blevet våd, eller frosset. Dog var plastikposen ganske vist våd udenpå. jeg kravlede ned, af den glatte, drivvåde plastikpose. Det sidste stykke - eller stort set over det halve faldt jeg det meste. Mit skulderblad ramte jorden med et smæld. KLASK! Først kunne jeg kun mærke, at det var hårdt, dét, der havde ramt mig. Eller rettere sagt - mig, der ramte dét. Jeg lå næsten helt udstrakt. Jeg havde været smart, at ligge mig omvendt, så min højre skulder lå nederst. Den lå på grusjorden, så min venstre lå overst. Mens jeg lå dér og prøvede på, at få vejret, kom en cykel forbi - Og stor var den! Det så nærmest ud som om, den ragede op over himlen. Jeg blev blændet, for den skarpe sol. da jeg kunne se lidt igen, var den væk, og lyden forsvandt stille hen imellem alle andre lyde; vandet, vinden, og billyden, af gummihjul mod asfaldt. jeg rejste mig stille op igen. Jeg kunne nu mærke noget vådt løbe ned, af mit ben. Jeg prøvede, at svirpe det væk, med min hånd, men da jeg tog min hånd til mig igen så jeg, at det var blod. Jeg var ikke dum nok til, ikke at tro, at det var min skulder's skyld. Selvom, at jeg var skrympet, havde mit hoved ikke taget fejl af noget - indtil videre. Det var først nu, at jeg mærkede smerten. Smerten i min skulder. Den brændte, og protosterede. Jeg blev helt svimmel, af heden, og bare dét, at jeg også kunne mærke den svien, fra alt det grus, der kom i såret. Det var ganske vist forfærdeligt. At mærke det, var ligesom at flygte fra jagende løver, og man bare havde lyst til, at give op. Den sten, min skulder ramte, var stor, og spidsen på stenen ramte lige dér, hvor såret var dybest. Men, kunne man dø, af forblødning i skulderen? Eller bare af ren forbrandelse? det var ikke til, at vide, men det blev ikke bedre af, at stå her, og stege i solen. jeg løb ind under skyggen, fra træstubben. Imens jeg ventede på, at nogle skulle komme, og hente mig tog jeg mig forsigtigt, af min skulder. Jeg viklede nogle små - eller engtlig ret store græsstrå om den. det blødte igennem de første par gange, jeg viklede om det. men det stoppede blødningen til sidst. Ellers lå jeg bare dér, med smerten i armen. Ingen vidste, jeg var der. Ingen vidste, folk kunne skrympe. Jeg ville bare hjem. Det var det eneste, jeg bedte om.
Nu vidste jeg, hvad det hele handlede om.
Kampen, tænkte jeg.
Kampen imod verdnen.
Dette afsnit af min historie afhænger af flere indlæg, som kommer i fremtiden. Når den er slut, er jeg helt tilfreds med min hverdag. Når den starter igen, er der noget svært, jeg skal igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar