Den lille piges verden 4

Nu havde jeg gået i nogle par dage. Det føltes, som uger. som om huden på mig var ved, at blive gammel. skællen under mig brændte. Jeg var nu nået over halvvejs. jeg havde gået hver dag. i flere timer...Indtil solen havde nået halvvejs under det store bøgetræ. Det lå på den anden side, af vejen. Nu var min næste opgave, at finde noget mad. Jeg manglede faktisk "bare lige", at gå de sidste ca. 550 skridt, så nåede jeg forhøjningen, jorden havde lavet, som gik op til den grå, glatte, men hårde asfaldtvej. Men.. det var kun små 550 skridt. småting! de andre dage, havde jeg gået omtrent 2000 - 4000 skridt! Jeg ved det. Nogle dage keder jeg mig bare så meget, at jeg ikke kan gøre andet end, at gå (selfølgelig) og tælle. Nogle gange måtte jeg gøre lidt mere ud af det, og gå 2 skridt tilbage, og tælle om igen. Nu sad jeg her, på mit grønne rejste blad, som jeg kaldte det. og drak det sidste vand, jeg havde. Floden lå nu et lille gåstykke væk herfra, og gummuhjul på asfaldt var nu blevet højere - meget højere. det var 1 dag siden jeg sidst fik noget, at spise. Nu gik jagten ind, tænkte jeg. Jeg tog mit spyd, som jeg havde fundet, og selføldelig slebet, med et skarpt sandkorn. jeg havde taget mit sandkorn med mit i tilfælde af, at jeg måske skulle miste mit spyd. Jeg kiggede op, og ned, af mit spyd, der var mørkere, i angrebsenden, end i kastetræet. Fordi, at jeg de andre dage, på min vej havde dræbt myrre, bænkebiddere, mariehøner og små blomsterbiller - altså sådan nogle, som sider i blomstens krone, og "skider" i polmen. Sådan havde jeg altid haft det - At når jeg så små blomsterbiller der sad midt i kronen, på en blomst, sad de, og sked, på polmen. Men, når jeg nu spiste det. kunne jeg godt se, at de bare sad dér, og åd polmen. Så det gjaldt om, at få de blomster, der ikke var blomsterbiller i. Så, jeg greb mit spyd, og tog afsted, at fange mit morgenmad. Jeg havde uheldigvis campet mit bladsparti mit i en urskov, af græs. alt var så svært, at se her, græsset var groet alt for højt. Jeg havde gået lidt væk, fra min camp, nu. Jeg havde fundet en lille lysning, hvor morgensolen stålede gennem græsset. Jeg gik derud, og ventede. Ventede på, at der kom et dyr, der snuste til græsset, eller noget andet. Imens jeg sad dér, og ventede, tog jeg en blomsterstilk, og knækkede over. Det tog mange kræfter. Men jeg fik flere kræfter af, at drikke den sure, syresaft. Ingen vidste, hvor jeg var. Ingen vidste, hvad jeg i virkeligheden lavede, lige nu. Det her var helt uvirkeligt. At sidde i en lille lysning, i græsset, og ventede på, at få sin morgenmad dræbt. Det var bare...Umenskelligt.Jeg havde lagt mærke til hvordan fuglende sang, tidligt på morgnen. jeg tror allerede, der var noget, med 10- 15 grader? Det måtte der være. Efter min mening. Kolde vindstød kom fra venstre, og højre. Ikke hele tiden, kun i små træk. Blå var himlen. Grønt var det, jeg sad, og så på. Jeg kunne høre lyden, af gummihjul, og forurening. Dér. Ovre i grasset skramlede der noget. Jeg rejste mig lydløst op. Min mave rumlede, da jeg rejste mig, og dyret bevægede sig lidt væk.Jeg gik ind i det høje græs. Det gik mig til 1 centimer over hovedt. Jeg kunne høre, at dyret løb lidt stærkere, tættere ned til den lille flod. Jeg løb også stærkere. Jeg kunne nu se dyret. Det var en larve - En tusindfrydslarve. Sådan nogle var hurtige. Jeg oppede min højre arm, og mit spyd lå godt i hånden. Nu kom det. Nu kom min morgenmad. Yes! Jeg drejede rundt, og fulgte den lange sorte larvekrop, der myldrede afsted, af ren, og skær frygt.