...Og nu sad jeg her, under den grønne plante, og sundede mig. Min skulder var stadig følelsesløs. Jeg havde overlevet, med saften, fra bladende her. Noget må man jo tage i sig. Men, hvad var der sket, siden i forgårs? jeg mener...Ville jeg være, i denne her størrelse for evigt? altså... Jeg er under en hånds mål! myrende her, gik mig til knæet! Hvad, hvis de myre var sultne? hvad hvis jeg lige pludselig stødte ind i nogle af ders fælder? Jeg var næsten ved, at opgive det hele... Man kunne ikke leve sådan her, resten af livet! Jeg måtte bare gøre noget, ved det her.
Så...Jeg kunne jo ikke bare sidde her, og bare kigge, og mærke skorpen, på min skulder stift.
så, jeg besluttede mig for, at følge den landevej, der var (i mine fødders mål) over 2 kilometer herfra. Jeg rejste mig lidt fortumlet op, og gik. Åbenbart rejste jeg mig lidt for hurtigt op, for jeg blev helt svimmel, og pletter kom for øjnene af mig. jeg klodsede lidt med benene, og kunne mærke, at jeg gik lidt skævt, og pludselig faldt jeg ned i vandfaldet. jeg mærkede det første vand, der nev mig op af ryggen. Jeg følte, at jeg druknede. Og der var dybt. Det, mine fødder ramte, var ikke andet, end små dåser, der flød med, og noget sølvpapir. det lugtede langt væk, af hestemøg. Der kom et enormt vandfald, for min størrelse, i hvert fald.
Der kom en kvist hurtig flydende, men jeg nåede lige akkurat, at hægte mig fast i den. Der kom et til vandfald, og jeg druknede. jeg røg langt ned under vandet, og ramte mit hoved, ned i den bløde, faste sandbund. jeg tissede i bukserne. jeg var så bange for, at dø. Så bange for, ikke, at trække vejret længere. Hvad skulle der nu ske? Jeg besvimede. Jeg tror, at det måske lidt var et mirakel, at jeg overlevede. Jeg kan huske, at jeg vågnede igen, under en lille bro, over floden. der var stille vand her. Mine øjne spærrede op, lige så langsomt, som de kunne. jeg så hvidt, allerførst. himlen var blå. Jeg følte mig oppustet, af alt det vand, jeg havde slugt, da jeg var besvimet. Det var forfærdligt. Gad vide, hvad mor tænkte lige nu? Gad vide, om nogen leder efter mig? eller, om det her alt sammen bare...Var én stor drøm? jeg så ned, af mig selv. Jeg lå i udkanten, af vandkanten. Mine lår var stadig nede, i vand. stille vand. Jeg havde ondt, af alle dem, der var døde af, at drukne. De må have frygtet det meget. Jeg gjorde det i hvert fald. Jeg lå på ryggen. jeg var våd over det hele, og først nu, havde jeg opdaget, at jeg lå, og blødte. Mine hænder, og arme, mave, og baller var mørkelyserøde, af blod. jeg turde ikke, at rejse mig op, igen. Jeg ved godt, at det er en mærkelig ting, men jeg var dødsensbange for, at jeg ville falde i, igen. Sådan, lige pludselig. Jeg lå så stille, jeg kunne. Også selvom, at jeg kunne mærke mit åbne sår svie slemt. Jeg hørte den stille, rislende vand. Intet vandfald. Puuh! hvis der var et vandfald her, ville jeg kravle op, i grasset, deroppe. Jeg lå, i en lille lysning, under en lille, tynd babybro, af 'træer' var de for mig, i min størrelse. Ja, jeg ville nok sikkert blive mobbet, når jeg engang, om lang tid bliver opdaget, men...Så var jeg i det mindste ikke lige her. Men...Jeg nød det, på én, eller anden måde. De urolige træer...eller...planter...blomster... de var så flotte. gad vide, hvor jeg skulle sove i nat? nu havde jeg jo ikke mit blad, jeg kunne putte mig under. Og blomsterne kunne jeg ikke bare lige sådan knække, og lave en seng af. Jeg måtte overnatte flere nætter inden, jeg kom til den dumme vej. Jeg kunne ikke ligge her, og fryse ihjel. Videre, i livet. Jeg kravlede videre, op af bredden. indtil jeg nåede roden, af en stilk. Ja, livet var hårdt, men når rødder reder éns liv, føler man sig halvt guddommelig! Den rod, havde redet min...skulder! Jeg var sikker på, at jeg havde betændelse, eller ville få det. Som man siger: Shit happends.
Så jeg brugte alle mine kræfter på, at splitte stilken op, og grave mig ned, til roden, på blomsten. Jeg ved godt, at jeg ødelage den, men det reddet mit liv! imens jeg gravede ned, i roden, og lavede et hulrum til mig selv, ville jeg tænke på en godnat historie, til migselv. Jeg var ikke 6 år, jeg skulle bare finde trøst. Trøst til, at være migselv, og bare tage det, som det er. Når nu, min familie, eller venner og veninder ikke er til stede, måtte man sgu selv gøre noget ved det. flere timer senere, jeg havde jo ikke et ur, men jeg kunne vel nok regne det ud. Jeg sad tilfreds nede, i mit lille jordhul, inde, i blomsterstilken, og kiggede. jeg havde gjordt rigtig godt plads til mig. Og biller, eller myrre var der ikke nogle af. Selvom, der var noget vand lige dernede, i søen, kunne jeg da ikke forestille mig, at de ville kravle i numsen, på blomsterstilken. Det blev aften. Omkring kl. 5.
Tid, til aftensmad. For de normal-levende. Min aftensmad bestod, af vand, blomstervæske og blomsternektar. Det, der smagte bedst, var Blomsternektar. Eller...Blomsterpollen. blomsterpollen, og vand.. Ahhh! ja, der er stadigvæk fordele ved, at være mikrostørrelse! Især min lille hule. Her trives jeg godt. Men jeg vidste nu, at jeg endnu ikke har kræfter nok til, at fortsætte min rejse mod vejen. Jeg måtte blive her, mindst 2 dage endnu.. Fordi, mit dybe sår, i skulderen ikke kunne behandles ved, at gå, gå og gå. Så jeg måtte bare overleve med det, jeg har.
Jeg begyndte, med min godnathistorie efter jeg havde spist min aftensmad. Jeg talte højt for mig selv så jeg vidste, at der var nogen. Mig selv.
Historien, om de tre fugle.
»En lyseblå fugl sad en dag, i sin rede. Den kedet sig så meget. Så tænkte den, at den ville flyve fra Danmark, til Japan. Så den fløj en lang tur, til Japan.
Så mødte den en sort sangfugl, nede i store Japan. »Hej« sagde den lyseblå fugl. »Hej« sagde sangfuglen. »Har du det ikke varmt?« spurgte den lyseblå fugl. »Nej, for jeg er vant til klimaet her.« sagde sangfuglen. »Skal vi ikke være venner?« »jo. Har du smagt sushi?« spurgte sangfuglen. »Nej. Hvad er det?« »det er mad, fra Japan. Vil du prøve det?« »ja!« sagde den lyseblå fugl. Så hentede sangfuglen sushi. den lyseblå fugl syntes, det smagte godt, og spurgte, om sangfuglen ville et smut, til England. Den ville sangfuglen gerne, og så fløj de til England. Den lyseblå fugl, og sangfuglen mødte en due, på en gadelygte, midt i en storby. »hej« sagde sangfuglen. »hej« sagde duen. »hvorfor sidder du her?« spurgte sangfuglen duen. »jeg venter på, at der kommer brød.« sagde duen. »Er der ikke koldt?« spurgte den lyseblå fugl. »Nej, for jeg er vant til klimaet her« og så spurgte den lyseblå fugl, og sangfuglen duen, om de ikke kunne være venner. Duen sagde, at det ville den gerne, og så fløj de alle tre tilbage til Danmark. Den lyseblå fugl viste sangfuglen, og duen alle de danske ting, og mad, og hvordan de danske fugle levede. Og det endte med, at de alle tre blev boende i Danmark, og engang imellem besøgte deres hjemland.«
Jeg blev stille træt. Det var blevet mørkt, og jeg lagde mig til, at sove. Bekymringerne pressede sig på, imorgen. En ny dag. En ny kamp.
Kampen, mod verdnen.
Så...Jeg kunne jo ikke bare sidde her, og bare kigge, og mærke skorpen, på min skulder stift.
så, jeg besluttede mig for, at følge den landevej, der var (i mine fødders mål) over 2 kilometer herfra. Jeg rejste mig lidt fortumlet op, og gik. Åbenbart rejste jeg mig lidt for hurtigt op, for jeg blev helt svimmel, og pletter kom for øjnene af mig. jeg klodsede lidt med benene, og kunne mærke, at jeg gik lidt skævt, og pludselig faldt jeg ned i vandfaldet. jeg mærkede det første vand, der nev mig op af ryggen. Jeg følte, at jeg druknede. Og der var dybt. Det, mine fødder ramte, var ikke andet, end små dåser, der flød med, og noget sølvpapir. det lugtede langt væk, af hestemøg. Der kom et enormt vandfald, for min størrelse, i hvert fald.
Der kom en kvist hurtig flydende, men jeg nåede lige akkurat, at hægte mig fast i den. Der kom et til vandfald, og jeg druknede. jeg røg langt ned under vandet, og ramte mit hoved, ned i den bløde, faste sandbund. jeg tissede i bukserne. jeg var så bange for, at dø. Så bange for, ikke, at trække vejret længere. Hvad skulle der nu ske? Jeg besvimede. Jeg tror, at det måske lidt var et mirakel, at jeg overlevede. Jeg kan huske, at jeg vågnede igen, under en lille bro, over floden. der var stille vand her. Mine øjne spærrede op, lige så langsomt, som de kunne. jeg så hvidt, allerførst. himlen var blå. Jeg følte mig oppustet, af alt det vand, jeg havde slugt, da jeg var besvimet. Det var forfærdligt. Gad vide, hvad mor tænkte lige nu? Gad vide, om nogen leder efter mig? eller, om det her alt sammen bare...Var én stor drøm? jeg så ned, af mig selv. Jeg lå i udkanten, af vandkanten. Mine lår var stadig nede, i vand. stille vand. Jeg havde ondt, af alle dem, der var døde af, at drukne. De må have frygtet det meget. Jeg gjorde det i hvert fald. Jeg lå på ryggen. jeg var våd over det hele, og først nu, havde jeg opdaget, at jeg lå, og blødte. Mine hænder, og arme, mave, og baller var mørkelyserøde, af blod. jeg turde ikke, at rejse mig op, igen. Jeg ved godt, at det er en mærkelig ting, men jeg var dødsensbange for, at jeg ville falde i, igen. Sådan, lige pludselig. Jeg lå så stille, jeg kunne. Også selvom, at jeg kunne mærke mit åbne sår svie slemt. Jeg hørte den stille, rislende vand. Intet vandfald. Puuh! hvis der var et vandfald her, ville jeg kravle op, i grasset, deroppe. Jeg lå, i en lille lysning, under en lille, tynd babybro, af 'træer' var de for mig, i min størrelse. Ja, jeg ville nok sikkert blive mobbet, når jeg engang, om lang tid bliver opdaget, men...Så var jeg i det mindste ikke lige her. Men...Jeg nød det, på én, eller anden måde. De urolige træer...eller...planter...blomster... de var så flotte. gad vide, hvor jeg skulle sove i nat? nu havde jeg jo ikke mit blad, jeg kunne putte mig under. Og blomsterne kunne jeg ikke bare lige sådan knække, og lave en seng af. Jeg måtte overnatte flere nætter inden, jeg kom til den dumme vej. Jeg kunne ikke ligge her, og fryse ihjel. Videre, i livet. Jeg kravlede videre, op af bredden. indtil jeg nåede roden, af en stilk. Ja, livet var hårdt, men når rødder reder éns liv, føler man sig halvt guddommelig! Den rod, havde redet min...skulder! Jeg var sikker på, at jeg havde betændelse, eller ville få det. Som man siger: Shit happends.
Så jeg brugte alle mine kræfter på, at splitte stilken op, og grave mig ned, til roden, på blomsten. Jeg ved godt, at jeg ødelage den, men det reddet mit liv! imens jeg gravede ned, i roden, og lavede et hulrum til mig selv, ville jeg tænke på en godnat historie, til migselv. Jeg var ikke 6 år, jeg skulle bare finde trøst. Trøst til, at være migselv, og bare tage det, som det er. Når nu, min familie, eller venner og veninder ikke er til stede, måtte man sgu selv gøre noget ved det. flere timer senere, jeg havde jo ikke et ur, men jeg kunne vel nok regne det ud. Jeg sad tilfreds nede, i mit lille jordhul, inde, i blomsterstilken, og kiggede. jeg havde gjordt rigtig godt plads til mig. Og biller, eller myrre var der ikke nogle af. Selvom, der var noget vand lige dernede, i søen, kunne jeg da ikke forestille mig, at de ville kravle i numsen, på blomsterstilken. Det blev aften. Omkring kl. 5.
Tid, til aftensmad. For de normal-levende. Min aftensmad bestod, af vand, blomstervæske og blomsternektar. Det, der smagte bedst, var Blomsternektar. Eller...Blomsterpollen. blomsterpollen, og vand.. Ahhh! ja, der er stadigvæk fordele ved, at være mikrostørrelse! Især min lille hule. Her trives jeg godt. Men jeg vidste nu, at jeg endnu ikke har kræfter nok til, at fortsætte min rejse mod vejen. Jeg måtte blive her, mindst 2 dage endnu.. Fordi, mit dybe sår, i skulderen ikke kunne behandles ved, at gå, gå og gå. Så jeg måtte bare overleve med det, jeg har.
Jeg begyndte, med min godnathistorie efter jeg havde spist min aftensmad. Jeg talte højt for mig selv så jeg vidste, at der var nogen. Mig selv.
Historien, om de tre fugle.
»En lyseblå fugl sad en dag, i sin rede. Den kedet sig så meget. Så tænkte den, at den ville flyve fra Danmark, til Japan. Så den fløj en lang tur, til Japan.
Så mødte den en sort sangfugl, nede i store Japan. »Hej« sagde den lyseblå fugl. »Hej« sagde sangfuglen. »Har du det ikke varmt?« spurgte den lyseblå fugl. »Nej, for jeg er vant til klimaet her.« sagde sangfuglen. »Skal vi ikke være venner?« »jo. Har du smagt sushi?« spurgte sangfuglen. »Nej. Hvad er det?« »det er mad, fra Japan. Vil du prøve det?« »ja!« sagde den lyseblå fugl. Så hentede sangfuglen sushi. den lyseblå fugl syntes, det smagte godt, og spurgte, om sangfuglen ville et smut, til England. Den ville sangfuglen gerne, og så fløj de til England. Den lyseblå fugl, og sangfuglen mødte en due, på en gadelygte, midt i en storby. »hej« sagde sangfuglen. »hej« sagde duen. »hvorfor sidder du her?« spurgte sangfuglen duen. »jeg venter på, at der kommer brød.« sagde duen. »Er der ikke koldt?« spurgte den lyseblå fugl. »Nej, for jeg er vant til klimaet her« og så spurgte den lyseblå fugl, og sangfuglen duen, om de ikke kunne være venner. Duen sagde, at det ville den gerne, og så fløj de alle tre tilbage til Danmark. Den lyseblå fugl viste sangfuglen, og duen alle de danske ting, og mad, og hvordan de danske fugle levede. Og det endte med, at de alle tre blev boende i Danmark, og engang imellem besøgte deres hjemland.«
Jeg blev stille træt. Det var blevet mørkt, og jeg lagde mig til, at sove. Bekymringerne pressede sig på, imorgen. En ny dag. En ny kamp.
Kampen, mod verdnen.
Ih, en sød lille historie! ♥
SvarSlet