Den lille piges verden 3

Og her sad jeg så. Omgivet, af grus. Jeg havde gået et stykke. Jeg var nu lidt tættere, på den vej. Årh, hvor det dog var irriterne, at tænke på, at normal-størrelsede mennesker kunne gå der hen, på bare 5 minutter. Jeg skulle bruge flere dage, på det! Det her liv var ikke let. Jeg sad, og nød aftensolen. Jeg havde lavet et mini-bål. Jeg ristede bænkebidderben. De smagte...Af sådan nogle.. saltstænger..Og så knækkede de, når man tyggede på dem. Jeg havde min vand ved siden af mig, og ilden varmede min mave. Det var også dejligt, at ligge på siden, og noglegange vende sig opad, så man kunne se stjernehimlen, og nyde de sidste sangfugle, der sang nattens måne frem. De sidste dage havde været meget stille og rolig. Jeg havde gået, og hygget rundt, og taget bad, i mit lille vandhul. Jeg var meget bange for vand, ja, men jeg tvang migselv til det. Jeg gider ikke også, at være bange for vand også. Jeg havde hængt mit tøj op på tørrebladet. Som oprindeligt skulle hedde 'tørresnoren'. jeg kunne godt lide, at bare lade verdnen passe sig selv, og bare...Slappe af, i de 4 dage, der var gået indtil nu. jeg havde lavdet mit eget spyd ud af små træstykker. Sådan nogle, der var lidt højere, end mig, men tyndere. Så jeg havde spiddet en bænkebidder. Klam var den, men noget skulle man jo leve af. ellers, havde jeg levet af blomsterfrø, og vand. Hvis man læste en bog, på min størrelse, skulle man løbbe fra hver sætning, til anden. Hvis jeg skulle bestille en bøf med løg og salat, skulle jeg gå rundt på tallerknen, og i hvert fald skulle jeg få et ordentlig bad. Hvis jeg skulle snakke i telefon, skulle jeg løbe fra højtaleren, til der, hvor man snakker. hvis jeg skulle skulle spille på computer, skulle jeg løbe fra ende til anden for, at nå det hele, OSV. Jeg var ligeså let, som en myrre, at trædde ned på. Eller køre over. Ved siden af mit lille ildstad havde jeg lavet et lille telt. Over en gren, på en træstub. og så holdt bladdet endda også for regn..Det meste af det. Men lige nu, var det endnu ikke regnvejr. Himmelklart. Jeg sad, og kiggede på stjernerne. Gad vide, om der var nogen deroppe? Det ville jeg godt vide. Men, jeg tror, der er nogle deroppe. Nogle søde nogle. Jeg skal sige tak for, at jeg overlever. for, det tror jeg, at jeg kan. Hvis man virkelig ville det, gjorde man det også. Jeg var nu færdig med, at spise min aftensmad, og skulle til, at lægge mig til rette. For kort havde dagen jo ikke været. Gået havde jeg taget mig til. ikke rigtig andet. Jeg havde stadig den sten, jeg havde sparket til, inde i teltet. Så kunne jeg sparke til den igen, imorgen. Gad vide, om jeg nogensinde blev helt normal igen? det kunne man jo altid håbe. Nu lå mine tanker vendt mod imorgen. En ny dag. Stadig bekymringer om, om jeg overhovedt når til vejen? mine skulder gjorde ondt, når jeg lå med den trykket ned mod bladdet, som jeg lå på. skorpen var der jo stadigvæk. Væk var den ikke endnu. Men det bled den. bare jeg ikke røg ned i endnu en sø med massere af travle vanddråber, der fór rundt, forpustede og stressede. Men heale gjorde den. Hele tiden. Nu var det bare, om jeg mon klare den imorgen? drømme havde jeg nok af. Ikke marreidt, bare drømme. Ikke specielt gode, eller dårlige drømme. Bare noget, man kunne tænke over. Det var sjovt, at få af vide, hvad éns næste drøm er? Nu var det jo bare, at sove. Og gå videre i tvivlen. Gå videre, i
Kampen, mod verdnen.